Så fik jeg lavet min iGoogle. Jeg er en 23-ting-zapper, og det er jo ufint når det nu er en guidet tur gennem web 2.0 land vi er i færd med. Men jeg har haft det skægt med at oprette min Facebook profil i stedet, så det er lidt med pligtfølelse jeg er gået i gang med at tune min iGoogle. Jeg er jo helt og aldeles tilfreds med at bruge Google Classic.
Humøret blev ikke bedre da jeg så følgende tekst på Ekstra Bladets feed.
"RSS-feeds stilles til rådighed for enkeltpersoners private brug. Du er velkommen til at lade Ekstra Bladets RSS-feeds indgå i din egen private nyhedsoversigt på din pc, mobiltelefon eller lignende. Ekstra Bladet accepterer derimod ikke uden tilladelse, at RSS-feeds indgår i nyhedsoversigter, der er tilgængelige for andre, fx via internettet, eller på anden måde udnyttes kommercielt. Dette gælder, uanset om tjenesten stilles til rådighed gratis eller mod betaling. RSS-feeds må således heller ikke udnyttes på virksomheders hjemmesider, intranet, extranet, eller andet. "
De ansvarlige for netværket skal pludselig holde øje med hvad man bruger. Hvis man nu vil samle alle landets aviser i en tjeneste til brugerne, så bliver det ikke med Ekstra Bladet.
Nå iGoogle er sikkert gratis lidt endnu.
Hvis man har trang til at sætte verden i system, have en fast monitor på udvalgte begivenheder, så er iGoogle et glimrende valg. Jeg foretrækker nu den digitale uforudsigelighed, især fordi jeg ved at jeg ville bruge timer på at systematisere og rykke rundt på min lilleput iGoogle verden. I mit tidligere liv har jeg brugt timer på at lave fintunede web-sider tilpasset lige til mine behov, blot for at opdage at det fine system, nok passede til den verden jeg udviklede dem i, men få måneder senere var jeg i færd med at udforske nye verdener, der ikke passede til systemet.
Før WWW, ( altså før 2004), gemte jeg artikler i databaser som jeg selv havde konstrueret i DbaseIII+. Klippede møjsommeligt artiker ud fra Computerworld, lavede sindrige søgestrenge, indtil jeg opdagede at jeg ikke havde behov for den viden jeg gemte.
Før Computeren var jeg aktivist på ugeavisen København, hvor jeg opbyggede deres avis-arkiv. Sorteret efter emner, baseret på Habermas teorier om den borgerlige offentlighed, lagt i kuverter, med datostempel og hele pivetøjet. Først brændte hele redaktionen, så gik avisen ind.
Det er fint at sætte verden i system, hvis man har behov for det. Jeg foretrækker efter disse forgæves forsøg at lade verden være verden.
mandag den 26. november 2007
onsdag den 21. november 2007
År 1 Uge 3 dag 3
Nå det var Google Reader. Klik på og sæt ind - ja den er god med Jer. "Ik å en ski" skete der. Næ højreklik og kopier Url'en så kommer der data ind i spandevis.
Nu bliver jeg nok nødt til at tilstå noget meget privat: Jeg elsker min Google Classic. Jeg kan godt se det nyttige i at bruge Google Reader, men det forudsætter at man er "samler". "Samler" på frimærker, eller obskure franske tidsskrifter fra 30'erne. At man gerne vil overvåge et område - "Issue Scanning som vi kaldte det på OBU". Men jeg bruger sjældent mine oplysninger mere end en gang. Det er enkelt-sager og hvis jeg skulle overvåge det vidensområde jeg agerer i, ville Google Reader få samme karakter som det rod der ligger på mit skrivebord. Altså jeg ved det er der og jeg skal nok finde det papir når det er nødvendigt. Jeg har ikke brug for at blive opdateret via nyhedstjenester eller ved at sætte feeds på de hotte emner. Hver evig eneste dag står jeg over for nye problemer der skal løses individuelt, informationer der skal samles specielt til at løse lige denne opgave. Her finder jeg de oplysninger jeg skal bruge. Hvis jeg nu havde sat dem ind på min Google Reader videnskonto, ville informationerne komme ind på tidspunkter og i mængder hvor jeg ikke har brug for dem, genere mit overblik, og i sidste ende stjæle af min tid, eller sætte mig på opgaver som jeg slet ikke burde begynde på før jeg har afsluttet den opgave jeg er i færd med at løse.
Jeg kan godt se at det er smart for folk der arbejder med specielle emner, f.eks. lovgivning om et emne, eller specialister der forsker i en særlig sygdom. Bibliotekarer med et særligt emnefelt.
Men hvis jeg leder efter et svar på hvorfor man får en fejl i Windows når man lukker et bestemt program op og får en fejlkode. Så kunne jeg selvfølgelig godt lede efter en tjeneste der forsyner mig med fejlkoder på min Google Reader. Men hvad skal jeg bruge dem til. Jeg har brug for en kode en gang for at løse et problem. Så er det bedre at søge specifikt i Google.
Men nu har jeg også en Reader og skulle jeg en dag finde et emne der egner sig så vil det naturligvis indgå. Indtil da nøjes jeg med de rss-feeds der ligger i min browser. Lige ved siden af min kære Classic Google.
Nu bliver jeg nok nødt til at tilstå noget meget privat: Jeg elsker min Google Classic. Jeg kan godt se det nyttige i at bruge Google Reader, men det forudsætter at man er "samler". "Samler" på frimærker, eller obskure franske tidsskrifter fra 30'erne. At man gerne vil overvåge et område - "Issue Scanning som vi kaldte det på OBU". Men jeg bruger sjældent mine oplysninger mere end en gang. Det er enkelt-sager og hvis jeg skulle overvåge det vidensområde jeg agerer i, ville Google Reader få samme karakter som det rod der ligger på mit skrivebord. Altså jeg ved det er der og jeg skal nok finde det papir når det er nødvendigt. Jeg har ikke brug for at blive opdateret via nyhedstjenester eller ved at sætte feeds på de hotte emner. Hver evig eneste dag står jeg over for nye problemer der skal løses individuelt, informationer der skal samles specielt til at løse lige denne opgave. Her finder jeg de oplysninger jeg skal bruge. Hvis jeg nu havde sat dem ind på min Google Reader videnskonto, ville informationerne komme ind på tidspunkter og i mængder hvor jeg ikke har brug for dem, genere mit overblik, og i sidste ende stjæle af min tid, eller sætte mig på opgaver som jeg slet ikke burde begynde på før jeg har afsluttet den opgave jeg er i færd med at løse.
Jeg kan godt se at det er smart for folk der arbejder med specielle emner, f.eks. lovgivning om et emne, eller specialister der forsker i en særlig sygdom. Bibliotekarer med et særligt emnefelt.
Men hvis jeg leder efter et svar på hvorfor man får en fejl i Windows når man lukker et bestemt program op og får en fejlkode. Så kunne jeg selvfølgelig godt lede efter en tjeneste der forsyner mig med fejlkoder på min Google Reader. Men hvad skal jeg bruge dem til. Jeg har brug for en kode en gang for at løse et problem. Så er det bedre at søge specifikt i Google.
Men nu har jeg også en Reader og skulle jeg en dag finde et emne der egner sig så vil det naturligvis indgå. Indtil da nøjes jeg med de rss-feeds der ligger i min browser. Lige ved siden af min kære Classic Google.
mandag den 5. november 2007
Dag 1 uge 1 år 1 med 23 ting
Min første blog i mit nye liv med 23 ting skal handle om ingenting. Retten til at udgive og udsende budskaber må naturligvis også omhandle retten til ikke at have et budskab. Det er mandag, jeg har lige haft en dejlig søndagsvagt i musikafdelingen, det vrimlede med mennesker, og i børnebiblioteket lige ved siden af myldrede det med børn og deres forældre. Der blev spillet, leget støjet, spist madpakker og lånt stribevis af bøger.
Det var i det hele taget en god søndag, metroen kørte planmæssigt og solen skinnede også da jeg kørte hjem igen.
Der var også lidt tid til at rydde lidt op i mail-bunken så her mandag morgen er det mindre koncentreret end det plejer at være. Solen skinner stadig og min første blog med 23 ting er ved at blive udgivet.
Det var i det hele taget en god søndag, metroen kørte planmæssigt og solen skinnede også da jeg kørte hjem igen.
Der var også lidt tid til at rydde lidt op i mail-bunken så her mandag morgen er det mindre koncentreret end det plejer at være. Solen skinner stadig og min første blog med 23 ting er ved at blive udgivet.
onsdag den 18. april 2007
Second life contra real life
Jeg er bruger af Second Life. Oprindeligt fordi jeg syntes det kunne være spændende at finde ud af om bibliotekerne havde en rolle i Second Life.
I Second Life har man ikke mange andre egenskaber end dem man har i det virkelige liv. Man kan ikke som i "World of Warcraft" tilegne sig egenskaber og stige i level. I Second Life er man den man er og det man nu engang kan.
Det første jeg opdagede var at de fleste ting kostede penge. I Second Life er valutaen Linden Dollars og de har en kurs på ca. 4 US dollars for 1000 Linden Dollars.
Der er to måder at få penge på i Second Life. Enten ved at arbejde eller ved at bruge sit Visa-kort og indbetale et beløb.
I starten tjente jeg penge ved at danse i dansehaller og når jeg havde tjent nok brugte jeg dem på spilleautomater.
På et tidspunkt vandt jeg 500 Linden Dollars og så var det at alting pludselig forandrede sig. Jagten på penge forsvandt til fordel for lysten til at forbruge. 500 Linden Dollars er meget hvis man spiller en dollar ad gangen i spilleautomater.
På et tidspunkt begyndte jeg også at spekulere over hvad min Avatar lavede når jeg loggede ud af Second Life. Sagen er naturligvis at figuren forsvinder fra Second Life, men jeg lagde mærke til at jeg havde det bedst ved at min Avatar sad godt eller lå i en seng i et sengeudsalg inden jeg loggede af.
Hermed opstod tanken om at min Avatar skulle have et sted at bo, og ved hjælp af min veninde Jessie som jeg tilfældigt mødte i Second Life, fandt jeg en billig lejlighed til 15o Linden Dollars om ugen. Møbler havde jeg allerede for dem kan man få gratis mange steder i Second Life.
Hurtigt opdagede jeg at mine naboer havde bedre møbler end jeg, og efter kort tid blev jeg træt af mit billige hus.
MIt forbrug var steget og det blev sværere at danse mig til alle de penge jeg skulle bruge til nye møbler og en anden lejlighed. Det blev heller ikke bedre af at der kom ca. en million nye brugere på hver måned som også skulle tjene penge. På et tidspunkt satte jeg Visa-kortets nummer ind på min brugerkonto og snart var jeg en forbruger i Second Life.
P.t. ejer jeg min egen lille 520 m2 grund med et lille hus og har det yndigste lille kinesiske soveværelse.
Mit liv som forbruger er nu flyttet fra Real Life til Second Life. Men her er alting også billigere og udsigten er også flot.
Nu da alle mine behov for tryghed er opfyldt har der sneget sig en lille kedsomhed ind i min tilværelse. Som betalende medlem får jeg et stipendie på 300 Linden Dollars om ugen og det dækker mine behov for at spille på casino.
Mine behov for kulturelle oplevelser er til gengæld steget. Jeg kunne godt tænke mig en god bog at læse i mens jeg sidder i min stribede sofa i mit lille hjem. Det er ikke meget jeg når at læse i Real Life, så det er lidt sjovt at behovet for fysiske bøger først opstår når jeg begynder at leve mit liv digitalt.
I Second Life har man ikke mange andre egenskaber end dem man har i det virkelige liv. Man kan ikke som i "World of Warcraft" tilegne sig egenskaber og stige i level. I Second Life er man den man er og det man nu engang kan.
Det første jeg opdagede var at de fleste ting kostede penge. I Second Life er valutaen Linden Dollars og de har en kurs på ca. 4 US dollars for 1000 Linden Dollars.
Der er to måder at få penge på i Second Life. Enten ved at arbejde eller ved at bruge sit Visa-kort og indbetale et beløb.
I starten tjente jeg penge ved at danse i dansehaller og når jeg havde tjent nok brugte jeg dem på spilleautomater.
På et tidspunkt vandt jeg 500 Linden Dollars og så var det at alting pludselig forandrede sig. Jagten på penge forsvandt til fordel for lysten til at forbruge. 500 Linden Dollars er meget hvis man spiller en dollar ad gangen i spilleautomater.
På et tidspunkt begyndte jeg også at spekulere over hvad min Avatar lavede når jeg loggede ud af Second Life. Sagen er naturligvis at figuren forsvinder fra Second Life, men jeg lagde mærke til at jeg havde det bedst ved at min Avatar sad godt eller lå i en seng i et sengeudsalg inden jeg loggede af.
Hermed opstod tanken om at min Avatar skulle have et sted at bo, og ved hjælp af min veninde Jessie som jeg tilfældigt mødte i Second Life, fandt jeg en billig lejlighed til 15o Linden Dollars om ugen. Møbler havde jeg allerede for dem kan man få gratis mange steder i Second Life.
Hurtigt opdagede jeg at mine naboer havde bedre møbler end jeg, og efter kort tid blev jeg træt af mit billige hus.
MIt forbrug var steget og det blev sværere at danse mig til alle de penge jeg skulle bruge til nye møbler og en anden lejlighed. Det blev heller ikke bedre af at der kom ca. en million nye brugere på hver måned som også skulle tjene penge. På et tidspunkt satte jeg Visa-kortets nummer ind på min brugerkonto og snart var jeg en forbruger i Second Life.
P.t. ejer jeg min egen lille 520 m2 grund med et lille hus og har det yndigste lille kinesiske soveværelse.
Mit liv som forbruger er nu flyttet fra Real Life til Second Life. Men her er alting også billigere og udsigten er også flot.
Nu da alle mine behov for tryghed er opfyldt har der sneget sig en lille kedsomhed ind i min tilværelse. Som betalende medlem får jeg et stipendie på 300 Linden Dollars om ugen og det dækker mine behov for at spille på casino.
Mine behov for kulturelle oplevelser er til gengæld steget. Jeg kunne godt tænke mig en god bog at læse i mens jeg sidder i min stribede sofa i mit lille hjem. Det er ikke meget jeg når at læse i Real Life, så det er lidt sjovt at behovet for fysiske bøger først opstår når jeg begynder at leve mit liv digitalt.
fredag den 16. februar 2007
Musikudlån på folkebibliotekerne
En af mine venner spurgte forleden om det var lovligt hvis hans søn lånte musik på biblioteket og gerne ville kunne spille musikken på sin mp3 afspiller.
Jeg svarede at i følge loven er det ikke tilladt at foretage en digital kopiering af musik til mp3, med mindre det er ens egen cd. Ikke hvis den var lånt.
Men sagen er bare den at når jeg låner musik vil jeg gerne høre det på min egen mp3 afspiller. Det er ikke ret tit jeg hører musik på mit anlæg, men jeg hører en del musik når jeg kører bil. Da min bilradio ikke har en cd-afspiller bruger jeg min mp3 sammen med en lille FM-radiosender så det kommer ud via bilradioen.
Med andre ord bryder jeg loven hver gang jeg hører musik som jeg lovligt har lånt på biblioteket men (ulovligt?) har overført til min mp3 afspiller.
Loven burde give mulighed for midlertidige overførsler således at jeg i det mindste har ret til digital kopiering mens jeg har lånt cd'en.
Der er mange børn og voksne i samme situation som jeg. De fleste bruger ikke cd-mediet til andet end en overførsel. Så længe jeg har cd'en derhjemme burde det være lovligt at have en kopi liggende.
Hvorfor kriminalisere børn og voksne blot fordi de bruger de kulturtilbud som bibliotekerne tilbyder.
Jeg svarede at i følge loven er det ikke tilladt at foretage en digital kopiering af musik til mp3, med mindre det er ens egen cd. Ikke hvis den var lånt.
Men sagen er bare den at når jeg låner musik vil jeg gerne høre det på min egen mp3 afspiller. Det er ikke ret tit jeg hører musik på mit anlæg, men jeg hører en del musik når jeg kører bil. Da min bilradio ikke har en cd-afspiller bruger jeg min mp3 sammen med en lille FM-radiosender så det kommer ud via bilradioen.
Med andre ord bryder jeg loven hver gang jeg hører musik som jeg lovligt har lånt på biblioteket men (ulovligt?) har overført til min mp3 afspiller.
Loven burde give mulighed for midlertidige overførsler således at jeg i det mindste har ret til digital kopiering mens jeg har lånt cd'en.
Der er mange børn og voksne i samme situation som jeg. De fleste bruger ikke cd-mediet til andet end en overførsel. Så længe jeg har cd'en derhjemme burde det være lovligt at have en kopi liggende.
Hvorfor kriminalisere børn og voksne blot fordi de bruger de kulturtilbud som bibliotekerne tilbyder.
torsdag den 15. februar 2007
25 meter lange lastbiler
I Danmark taler vi om at tillade 25 meter lange lastbiler. Et af de absurde argumenter er at der vil blive færre lastbiler på vejene når den enkelte lastbil kan have flere varer med. Færre lastbiler er også lig med mindre forurening.
Hvis der nu kan være flere varer på en lastbil bliver det langt billigere at transportere varer med lastbil og dermed vil endnu flere varer blive transporteret med lastbil. Nu bare 25 meter lange. Tog og skib som transport får sværere ved at konkurrere og dermed går det også ud over miljøet.
Hele argumentationen minder om dengang bankerne indførte afdragsfri lån. Det var sandelig for at den enkelte kunde igen havde en mulighed for at købe de dyre huse og lejeligheder. Resultat: Huse og lejligheder steg blot yderligere så man i dag kun har råd til at købe hvis man vælger afdragsfrie lån.
Hvis der nu kan være flere varer på en lastbil bliver det langt billigere at transportere varer med lastbil og dermed vil endnu flere varer blive transporteret med lastbil. Nu bare 25 meter lange. Tog og skib som transport får sværere ved at konkurrere og dermed går det også ud over miljøet.
Hele argumentationen minder om dengang bankerne indførte afdragsfri lån. Det var sandelig for at den enkelte kunde igen havde en mulighed for at købe de dyre huse og lejeligheder. Resultat: Huse og lejligheder steg blot yderligere så man i dag kun har råd til at købe hvis man vælger afdragsfrie lån.
Abonner på:
Opslag (Atom)
